En hverdag i socialpsykiatrien
Her kommer fjerde del af serien om plejepersonale i mødet med patienter.
Denne gode artikel er skrevet af pædagog Jan Andersen.
Jan arbejder i socialpsykiatrien.
Skrevet af Jan Andersen
Jeg går ned ad en allé i en kystbane by et sted i Nordsjælland, på vej til mit arbejde på et psykiatrisk bo-tilbud. Ude foran bostedet flyder det med cigaretskodder, samt regnens delvist opløste reklamer og lokalaviser, som ligger spredt mellem den stedsegrønne beplantning.
Indenfor er de fælles gangarealer overstrøet med indtørrede kaffepletter. Og i fællesstuen ligger der indtørrede madrester, på gulvet mellem stole og borde. På personalekontoret står beboernes frugt i en skål. Indeklimaet får frugten til at ligner noget, som har overskredet sidste salgsdato.
Jeg begynder min vagt med at tørre borde og stole af i fællesstuen for indtørrede kaffe og madrester. Og beboernes frugt sætter jeg ud i det åbne fælleskøkken, så de har mulighed for at spise den, mens frugten endnu er spiselig. Ellers vil frugten bare forblive inde på kontoret, hvor den så vil stå og bliver endnu mere kedelig.
Min kollega møder ind en halv time senere. Hun er sygeplejerske og har nået pensionsalderen, men arbejder alligevel på bostedet som fast afløser. Som den allerførste rutineprægede handling, fjerner hun konsekvent beboernes frugt fra fælleskøkkenet, for at sætte den ind på personalets kontor. ”Der plejer den at stå,” siger hun. En af beboerne, som sidder i fællesstuen og ser fjernsyn, fortæller mig, at hun synes sygeplejersken er sød, men at hun er desillusioneret. ”Man kan se det i hendes øjne. Hun har trætte øjne,” siger beboeren. Sygeplejersken kommer faktisk også lige fra en otte timers vagt i distriktspsykiatrien. Og uden nogen form for pause, så fortsætter hun således med en otte timers aftenvagt.
En anden beboer kommer gående forbi kontoret med sin rollator. Hun spørger bedende personalet om der ikke er nogen, som vil hjælpe hende. Hun føler sig alene og ulykkelig, fortæller hun. Beboeren synes at søge lidt menneskelig omsorg, men får blot lagt to cigaretter på sin rollator med beskeden om, at hun skal gå ned i hendes lejlighed og ryge.
Ved overlappet, mellem dagvagten og aftenvagten, fortæller en social- og sundhedsassistent, at en af beboerne ikke har fået skiftet sine forbindinger, på hans sår væskende ben. Han havde fået et tidspunkt, hvor personalet kunne afse tid til at skifte hans forbindinger, men da beboeren ikke havde overholdt det fastsatte tidspunkt for aftalen, havde han derfor ikke fået skiftet sine forbindinger. Beboeren skal ellers have dem skiftet én gang om ugen; men nogle gange går der længere tid mellem forbindingsskiftene, hvilket så har betydning for at forbindingerne kommer til at lugte. Assistenten fortæller endvidere, at der engang ligefrem var gået maddiker i sårene på hans ben, fordi han i en længere periode ikke havde fået skiftet forbindingerne.
En af beboerne går højrøstet rundt inde i sin lejlighed. Han er råbende samtidig med, at han banker på væggene ind til hans nabos lejlighed. Da jeg træder ind i den højtråbende beboers lejlighed, så møder der mig et syn som jeg kun troede muligt, når man ikke er boende på et bosted for psykisk syge. Beboerens lejlighed fremstår beskidt og uhygiejnisk.
En skraldespand gør det ud for hans vasketøjskurv. Og på gulvet i hans badeværelse ligger der afføring og våde håndklæder, som ligeledes er indsmurt i afføring. Og inde i beboerens stue ligger der jord og cigaretskodder overalt, på det tæppebelagte gulv. Under hovedpuden i beboerens beskidte seng ligger der en stor hammer, som han bruger til at banke søm og skruer ind i væggene med.
Overalt i lejligheden er der ubeskriveligt beskidt. Der er ligeledes et klamt indeklima. Beboeren får ellers gjort rent tre gange om ugen, men alligevel findes der indtørret afføring på hans seng og på hans møbler i lejligheden.
På samme måde fremstår beboerens lille have. Haven er gravet op og fyldt med skrald og afføring, samt forskellige genbrugsting, som han finder i en nærliggende container. Jeg tænker, at det er nedværdigende at skulle bo på denne måde.
At det ligner noget, som man kender det fra et udkants Danmark, hvor man som psykisk syg kan få lov at leve ekskluderet fra det øvrige samfund, uden at nogen nødvendigvis blander sig i det.
Men jeg har vanskeligt ved at relatere beboerens levemåde til noget, som kan retfærdiggøre hans boligform, set i den kontekst, at han bor på et socialpsykiatrisk bosted, hvor der er faguddannet personale til at tage ansvar, samt yde omsorg for psykisk syge mennesker. Og set i denne sammenhæng er det derfor stærkt kritisabelt.
Beboeren går også ofte rundt på fællesarealerne og taber sine bukser, hvilket er generende for nogle af de øvrige beboere. Det bliver der skrevet en del om i dokumentationssystemet, men der bliver imidlertid ikke handlet på det.
Beboerens livrem viser sig at være i en meget dårlig forfatning, så derfor forærer jeg ham en ny livrem. Men frem for at fokusere på det positive, nemlig, at beboerens problem med at holde sine bukser oppe, således er blevet løst til stor tilfredshed for beboeren, så noterer man sig i stedet i personalegruppen, at der hermed kan være tale om en mulig splitting. Det vil sige, at beboeren således nu kunne opfatte nogle i personalegruppen som henholdsvis at være de gode, mens andre ligefrem at skulle være nærmest onde; men hvor der tværtimod alene synes at være tale om et udtryk for tankespind, hos nogle i personalet, da beboeren synes at have en god kontakt til alle dem i personalegruppen, som formår at skabe en relation til ham.
En ny beboer flytter ind på bostedet. Hun kommer fra et psykiatrisk privathospital, hvor man har administreret hendes cigaretforbrug til seks cigaretter om dagen. Dette begrundes i hensynet til beboerens helbred, da hun lider af KOL. Denne information er noteret i beboerens medfølgende papirer.
Ligeledes gør en pårørende opmærksom på dette forhold, da denne er på et for besøg på bostedet, forud for beboerens indflytning. Men alligevel bliver beboeren tilbudt en hel pakke cigaretter den første dag, hvor hun flytter ind på bostedet.
Senere bliver det dog korrigeret til ti cigaretter. Der bliver efterfølgende lavet en tidsplan, for udlevering af cigaretter til beboeren, hvor beboeren delvist bliver inddraget i beslutningen herom. Nu kan hun således ryge syv cigaretter om dagen.
Personalet oplever imidlertid, at det giver anledning til konflikter, når beboeren skal fastholdes i de forudbestemte tidspunkter for, hvornår hun må ryge sine cigaretter. Så efter en kort periode, bliver der udarbejdet en ny rygepolitik for beboeren, så hun nu er oppe på tolv cigaretter om dagen.
En af beboerens pårørende udtrykker i den forbindelse sin bekymring, da beboerens iltoptagelse bliver stærkt forringet, når hun ryger mere end fem til seks cigaretter om dagen. Under et besøg af samme pårørende, observeres der cyanose på læber og kinder, hos beboeren.
Erfaringen fra privathospitalet omtaler da også, at hvis beboeren ryger mere end fem til seks cigaretter på et døgn, så falder iltmætningen i blodet drastisk hos beboeren. Og hvis iltmætningen er under 85 %, så har proceduren været den at beboeren skulle indlægges, for at modtage ilt. Da jeg, over for før omtalte sygeplejerske, giver udtryk for min bekymring, så er hendes eneste kommentar, at det løb er kørt for længst. Om beboeren ryger fem eller ti cigaretter om dagen, har ikke længere nogen betydning, fortæller hun.
Om eftermiddagen er der koordinationsmøde mellem de forskellige teams. Disse møder bærer stærkt præg af manglende struktur, samt en fokusering på mødets karakter. Og når de spontane input, om relevante faglige problematikker og ikke fagligt relateret snak ophører, så plejes de sociale relationer mellem de forskellige personaler. Og her omtaler man gerne ledelsen i negative vendinger. Efter mødet hentes aftensmaden i storkøkkenet og køres på rullevogn ned i teamet, hvor den bliver sat ind på kontoret, så beboerne ikke piller i maden. Her står maden så ved stuetemperatur, hvor den kan stå i op til en halvanden time, før den bliver sat frem for beboerne.
Aftensmaden indtages i fællesstuen. Der er tre halve stykker smørrebrød til hver beboer. Og til aftenkaffen er der i dag otte romkugler, som skal fordeles mellem seksten beboere. Det er lidt mindre end en anden aften, hvor der var hele ti æbleskiver til deling mellem de seksten beboere.
Beboerne skal selv komme ned i fællesstuen, hvis de vil have noget at spise. Og hvis de af en eller anden grund ikke møder frem, så bliver deres mad efterfølgende smit ud. Jeg gør ved en lejlighed det synspunkt gældende, at der her er tale om beboernes mad, som de i øvrigt selv betaler for.
Det rimelige vil derfor være, at det overskydende mad bliver sat i køleskabet, så beboerne har muligheden for at kunne spise deres mad, men på et senere tidspunkt. Men det praktiserer vi ikke her, fortæller personalet. Og som en følge deraf betyder det derfor, for en af beboerne som i øvrigt har frameldt sig frokosten, at beboeren ofte kun har muligheden for at spise sin morgenmad som det eneste måltid.
Beboeren fremstår undertiden tiltagende psykotisk om aftenen, hvilket er kombineret med et periodevis massivt alkoholforbrug. Hun mister derfor orienteringen om tiden, hvis hun eksempelvis har ligget og sovet. Og det betyder derfor, at hun ofte først kommer ned i fællesstuen, når maden desværre er blevet smidt ud. På den anden side synes man imidlertid, at det på samme tid er helt i orden, at der bliver taget noget af beboernes overskydende mad fra til nattevagten.
– Så er det bare, at jeg spørger: Er det rimeligt, at man byder de svageste borgere i vores samfund denne form for efterladenhed og umyndiggørelse? Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Der er en grund til at beboerne bor på et socialpsykiatrisk bosted. Og der er ligeledes en grund til at vi som personale er ansat i socialpsykiatrien.