Mia har skrevet dette blogindlæg, nu hvor det snart er et år siden hendes kollega blev stukket ned af en meget dårlig patient i socialpsykiatrien. Læs det gribende og skræmmende indlæg:
Om en måned er det et år siden, at jeg en nat blev vækket ved, at min søn fortalte mig, at en af mine kollegaer var død, fordi hun var blevet stukket med en kniv.
Hvor mange dræbte skal der til ?
Min kollega blev den femte på listen over ansatte fra socialpsykiatrien, der er blevet dræbt af en beboer. I dagene efter udtalte diverse politikere sig i tv, og hver gang forlød det at drabet var sket, fordi at personalet på landets bosteder mangler faglige kompetencer. Det gjorde mig rasende, fordi min oplevelse var, at mine kollegaer og jeg allerede var super faglige dygtige til vores arbejde. Men at det ikke hjalp noget, når vi havde beboere, der blev til fare for dem selv og andre, og som havde brug for at blive indlagt i en længere periode, men som i stedet kun var indlagte i en enkelt dag eller to.
I sidste uge, næsten et år efter, blev beboeren, der stak min kollega ned, dømt. Han fik en anbringelsesdom på ubestemt tid. Det er så tragisk. Denne mand, som havde brug for at blive indlagt akut, men som ikke kunne få lov til det, endte med at begå en så frygtelig handling, at han nu er indlagt på ubestemt tid.
Der er jo brug for psykiatrien !
Det er også tragisk, at der faktisk ikke er ændret på den kendsgerning, at en person, der bliver til fare for sig selv og andre, ikke nødvendigvis kan bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Jeg får stadig mails med historier fra virkeligheden, hvor ansatte fra bosteder rundt om i Danmark, beskriver hvordan de bliver udsat for vold og trusler. Historier hvor beboerne bliver indlagt en enkelt dag, for derefter at vende tilbage til bostedet, hvor de forsætter med at være truende overfor personalet.
Regeringen har udarbejdet en handlingsplan. Der er afsat penge, men hvor bliver de konkrete handlinger af. Til nytår sagde statsministeren i sin nytårstale: ”Offentligt ansatte fortjener tryghed og respekt – ikke vold, ikke chikane, ikke risiko for deres liv”.
Mangel på sengepladser
På Lindegården bliver mine kollegaer og jeg undervist i metoder, der skal forbygge vold og trusler. Vi har fået strakspåbud fra arbejdstilsynet, så vi er konstant to personaler i høre- eller synsafstand fra hinanden. En gruppe af beboere er blevet flyttet til andre bosteder. Politiet kommer når vi ringer efter dem. Men det hjælper stadig ikke, når en beboer får det så dårligt, at personen har brug for at blive indlagt, men ikke kan blive det, og derfor bliver til fare for sig selv og andre. Det er de situationer, jeg oplever ender tragisk for alle parter. Det sker ikke kun på Lindegården, men i hele Danmark.
