Dette er trejde del af serien om Social og Sundhedsassistenter eller Sygeplejersker i almindelige sundhedsjobs i Danmark.
Retspsykiatrien er en betegnelse for et område indenfor psykiatrien, der beskæftiger sig med mennesker med psykiatriske lidelser, og som følge heraf er mistænkt eller dømt for en overtrædelse af straffeloven.
Man ansætter psykiatere, sygeplejersker, assistenter og plejere. Men kræver det en speciel baggrund eller personlighed, for at kunne arbejde sådan et sted? Er det et barskt arbejdsmiljø, og hvilke typer mennesker vælger sådan et job?
Jeg har mødt en sygeplejerske, som tidligere har været ansat i Retspsykiatrien, for at spøge hende, om nogle af mine mange spørgsmål.
Sted, forhold, patienter, kolleger og sygeplejerskens identitet er opdigtede og fremtræder under pseudonymer.
-Er det ikke farligt at arbejde på Retspsykiatrisk afdeling? Jeg har besluttet mig for bare at lade bomben springe.
-Lise på 42 år og sygeplejerske, spiler øjnene lidt op, og ser direkte på mig. Hun har arbejdet i Retspsykiatrien i flere år, og er i dag ansat i Distrikts Psykiatrien. Vi er mødtes på en lokal cafe. Hun svarer, mens hun smiler:
-Øhh, jo, lidt. Men der er også forskel på de forskellige afdelinger i landet, nogen er lidt voldsommere end andre. Der hvor jeg var ansat, gik det faktisk ofte lidt vildt for sig, men jeg har hørt fra en sygeplejerske, som var ansat på en anden Retpsykiatrisk afdeling, at der var det meget kedeligt. Jeg har oplevet lidt af hvert, overfald, slåskamp, trusler på livet og så har jeg hørt nogle ubehagelige historier fra andre afdelinger. Det er typisk overfald af personalet. Jeg vil ikke komme ind på detaljer, da man så ville kunne genkende historierne. Men jo- nogle gange lidt farligt. Omvendt kan man sige, at man arbejder med så højt et sikkerhedsniveau, at det er med til, at skabe meget sikre rammer. Vi bærer f.eks. altid personalarm. Vi kan trykke lille alarm eller stor alarm. Den lille ringer på vores egen afdeling, og den store ringer et helt team ind af personale fra de andre afdelinger. Hvis en patient går amok, kan det godt være svært at holde ham eller hende, og vi skal ofte bruge meget personale for at få patienterne fikseret.
-Fikseret siger du, vil det sige i spænder patienter fast, eller holder dem fast? Spøger jeg.
-Ja, det gjorde vi i hvert fald for et par år tilbage. Det var faktisk vores eneste mulighed for at sikre os selv, vi må jo heller ikke overmedicinere. Hun smiler indforstået, og refererer til de mange sager om overmedicinering, vi har hørt om i medierne: – Du skal tænke på, at hvis en person er stærkt psykotisk og bange, så kan de blive meget udafreagerende og personfarlige. Hvis det sker i et fællesmiljø, er vi jo nødt til at ”sikre patienten”, både for os selv, men så sandelig også de andre patienter på afdelingen. Så bruges det man kalder en ”nulstue”, dvs. nul stimuli. Et hvidt rum med en seng. På sengen har vi så altid remmene klargjort til en evt. bæltefiksering. Man fikserer efter mindsteprincippet. Altså helst så få remme som muligt. Men der er remme til begge fødder, begge hænder, og så mave bæltet. Typisk bruger man vel en hånd og mavebæltet. Men hvis de sparker fikseres benene også.
-Hvad fik dig til at søge ind? Kræver det et specielt personligt beredskab? Eller skal man være en speciel type for at kunne arbejde sådan et sted ?
-Nej, jeg er ret normal. Men jeg tror, det er en fordel ikke at være for nervøs eller sensitiv. Hvis du ved, du er en type, som nemt bliver nervøs, og er lidt mere sårbar som person, så tror jeg, det bliver for hårdt. Det er jo ofte daglige konflikter, og patienter der råber dig ind i hovedet. Hvis du bliver nervøs, hver gang der sker noget, så går du ned på et eller andet tidspunkt.
-Bliver i trænet i selvforsvar? Spørger jeg nysgerrigt og ivrigt videre. Det er super spændende, tænker jeg.
-Ja, en slags. Det hedder Psyko-Fysisk Træning, og kører som to kurser man skal deltage i. Der lærer man hensigtsmæssige greb og måder at komme fri af greb på.
-Greb ? gentager jeg, og ved ikke helt, hvad hun mener.
-Hun svarer: – Ja, kvælergreb om halsen, eller hvis nogen ikke vil give slip på dit håndled. Omvendt er det, hvis vi som personale skal styre en patient ind på stuen, så findes der hensigtsmæssige greb, som mindsker konflikter og gør processen nemmere.
-Der opstår en naturlig pause, hvor vi drikker kaffe, indtil jeg spøger videre: – Hvorfor søgte du ind?
-Jeg er meget interesseret i psykiatri, og gad ikke det helt normale. Jeg synes vel det er spændende, at arbejde med mennesker som virkelig er hårdt ramt, og har brug for behandling. Hvorfor er de blevet mordere eller misbrugere, og hvad er der sket i deres liv, som har ødelagt dem. Det er nok min personlige motivation.
-Det må være vigtigt med et godt kollegialt sammenhold, når man arbejder sådan et sted, er der specielt fokus på det?
-Lise svarer eftertænksomt: – Ja, meget. Det er en rigtig god ting ved psykiatrien, generelt. Det kræver et godt samarbejde, og vi har også bedre tid til at tale sammen. Vi er pga. sikkerhed bedre normeret end en normal medicinsk sengeafdeling. Så en lang stille weekendvagt med de samme 3 kolleger til 10-12 patienter, ja- så får man tid til at tale sammen – også med patienterne selvfølgelig. Men det er vigtigt, man kender hinanden, så man nemmere kan tolke de andres ansigtsudtryk. Hvis nu en samtale med en patient, er ved at blive ubehagelig, og man gerne vil væk. Så er det en god hjælp, med en kolleger der lige kalder på en.
-Hvordan er jeres arbejdsgange på Retspsykiatrisk afdeling? Hvordan arbejder I?
-Vi bruger kontaktpersonsystemet, hvor en ansat får tildelt en gruppe patienter, og så arbejder man med dem. Patienten henvender sig til dig, og du hjælper dem med vigtige opkald, indkøb eller evt. en ledsaget gåtur udenfor murene, hvis patienten har udgang. Som kontaktperson er du også inde over besøg, og skal de have overvåget besøg, sidder du med som fluen på væggen. På Retspsykiatrisk kan der jo ikke komme besøgene ind på selve afdelingen, da der også er dømte og varetægtsfængslede, men så har man en sluse med et rum til besøg. Alle besøg foregår der, og skal planlægges. Udover det, er der jo alt samarbejdet med andet personale, undervisning og supervision. De stille dage skal man bare nyde, der kan hurtigt komme fart over feltet.
Hvis du vil læse mere om Retspsykiatri kan du gøre det her: http://www.regioner.dk/psykiatri/~/media/F028464E7FB543B2AE3DC6ABA49D4829.ashx
Der er også ledige stillinger på flere af landets afdelinger, hvis du skulle være blevet nysgerrig og trænger til et anderledes udfordrende jobskifte.