En kold januar dag er jeg kørt ud på landevejen for, at møde en 37 årig kvinde, der for nylig er blevet diagnosticeret med borderline emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, efter årevis med tilbagevendende selvmordsforsøg og depressioner. Det første der møder mig er to store sorte labradors, som kommer løbende mig i møde i en charmerende indhegnet gårdhave. Det er som, at komme ind i en hemmelig sluse med drivhus, anlagte blomsterbede, og frugttræer, med det lille byhus som midtpunkt. Vi er helt ude på landet i en lille provinsby, og bagved huset ligger langstrakte marker og skove. Astrid står i døren og hilser mig velkomment.
Vi sætter os til rette med varm kaffe i den hyggelige lyse stue, hvor bogreolen bugner af litteratur, mens de to hunde falder til ro under sofabordet.
Navnet er ændret af hensyn til personens ønske om anonymitet.
Nedenstående er baseret på det interview der fandt sted.
Astrid begynder med:
”Det er dybt frustrerende, at jeg ikke bare kan være helt åben og ærlig omkring min psykiske sygdom uden, at folk skal se anderledes på mig. Folk tror psykisk sygdom, er lig med patienter fra retspsykiatrien. Jeg har aldrig været lagt i spændetrøje eller blevet tvangsmedicineret, og jeg har i øvrigt heller ingen voldsdomme bag mig”.
Astrid smiler, men alvoren bag hendes smil og ord er tydelig. Hun fortæller mig, at hun gerne vil være anonym i dette interview, fordi hun måske skal ud at søge job. Hun frygter at blive ”googlet” på nettet og hængt op på denne artikel, som skal handle om hendes sygdom. Astrid er i øjeblikket i et jobafklaringsforløb, hvor hun virkelig håber på, at blive godkendt til et flexjob som gartner. Jeg spørger, hvorfor valget lige er faldet på gartner faget? Astrid svarer hurtigt:
” Jeg er vildt glad for gartnerjobbet, blandt andet fordi det er ude i naturen, det er simple opgaver der skal løses, og den friske luft gør mig godt. Det er min oplevelse, at gartnere er nogle andre typer end skolelærere. De gider heller ikke så meget socialt, og de kræver ikke, man skal dele ud af hele sit liv i frokostpausen. Det er simpelthen nemmere at være mig sammen med de her mennesker.”
Astrid er oprindeligt uddannet skolelærer med dansk som hovedfag. Hun har arbejdet som lærer i mange år, men har fornylig måttet opgive drømmen, da faget blev ved med at køre hende ned psykisk.
Hun fortæller videre:
” Jeg er stresssensitiv, og er der for mange belastninger i mit liv, så resulterer det i depression. I lærerjobbet var der mange krævende situationer både med børnene og kollegaerne. Det er et job, der kræver man er social med de andre kollegaer på læreværelset og i fritiden. Det har jeg bare ikke overskud til”.
Astrid bliver lidt fjern i blikket, men hun fortæller videre:
” Når jeg havde det allerværst på jobbet, plejede jeg at gemme mig med min madpakke. Så fandt jeg et hjørne, hvor jeg kunne sidde uforstyrret og spise alene. Jeg orkede ikke noget socialt. Det var sindssygt hårdt altid, at skulle finde et ”helle” et eller andet sted, og så håbe man fik lov til at være i fred.
Jeg har ikke behov for ”at komme ud af busken”, som mange mennesker faktisk har bedt mig om. Folk har sagt til mig, at – nu må jeg virkelig begynde at dele lidt ud af mig selv og bidrage med noget socialt. Men det kan jeg ikke altid. Jeg orker det ikke, for det koster alt for meget på min konto. Jeg bliver vanvittig træt bagefter, og skal bruge mindst tre dage på at komme ovenpå igen.”
Astrid har ønsket, dette interview skulle handle om fordomme. For hende og mange andre med psykiske diagnoser er det tabuet og stigmatiseringen, der er det værste. Det er alle de tarvelige værdier, folk tillægger en, når man siger, man har borderline, skizofreni, angst eller lider af tilbagevendende depressioner. Hun mener ikke, at folk der har brækket et ben, bliver mistænkt for, at drikke for meget, være dårlige forældre, eller aldrig gøre rent.
Astrid har valgt ikke at få børn, da hun har lidt af tilbagevende depressioner siden hun var teenager. Hun har simpelthen ikke følt, hun kunne give et barn en tryg opvækst hendes sygdom taget i betragtning. Hun smiler eftertænksomt, og lyser op mens hun siger:
” Mine børn er mine to dejlige hunde. Dem elsker jeg overalt på jorden, og de er her altid, når jeg har brug for et kram.”
Men det har ikke altid været nemt. Da hun var yngre, havde hun et enormt stort behov for at passe broderens to døtre, som hun stadigvæk er stærkt knyttet til. Hun fortæller videre, men det er tydeligt et ømt emne, vi er kommet ind på:
” Jeg ville så gerne have passet dem – altså i de perioder, hvor jeg havde det godt. Men det måtte jeg ikke, fordi han ikke mente, jeg kunne passe andre, når jeg ikke kunne passe mig selv. Det gjorde rigtig ondt, og var hårdt”.
Hun får lidt blanke øjne, men fortsætter ufortrødent:
” Jeg kunne selvfølgelig godt have taget mig af dem – uden problemer. Jeg har været klasselærer og stået alene med 20 børn. Jeg kan jo på en måde klare det hele – bare ikke hver dag. Jeg er på mange områder helt normal. Det er faktisk også derfor, jeg godt kan lide kampagnen ”En af os,” der har til formål at oplyse om psykisk sygdom. Det er nemlig folk som dig og mig, der ligger på psykiatrisk afdeling. Helt almindelige mennesker.”
Emnet får os ind på de utallige indlæggelser og selvmordsforsøg, Astrid har gennemlevet. Da hun var yngre, røg hun ind og ud af psykiatriske afdelinger både med længere og kortere indlæggelser.
Hun ved ikke, om hun har forsøgt selvmord syv eller femten gange, men mener det er et sted derimellem. Hun spiler øjnene lidt op og fortæller:
” Engang da jeg havde forsøgt mig med selvmord – jeg plejede at drikke heftigt og så tage en masse piller – havde min nabo på kollegiet fundet mig og ringet efter 112. Da Falckredderne var kommet og samlet mig op, havde de hånligt sagt til min nabo; at de havde travlt med at redde andre tilskadekomne mennesker, som faktisk havde lyst til at leve. Så det var lidt træls at bruge tid på sådan nogle som mig. Min nabo blev meget chokeret og rystet over den bemærkning, og vi talte sidenhen om, hvor fordomsfuldt det var. Jeg var jo syg ligesom alle de andre, og havde voldsomt meget brug for hjælp”.
Astrid fortæller hvordan hun ofte efter selvmordsforsøg, blev udskrevet til gaden dagen efter. Det lyder vanvittigt, at der ingen opfølgning var, hverken ambulant eller i form af kontaktpersoner osv. Hvis hun svarede ”nej” til, om hun ville begå selvmord igen, kunne hun udskrives. Så hun løj, og svarede ”nej,” for indeni hende var det en tragedie, hver gang hun vågnede op igen efter et mislykket selvmordsforsøg. Hun ønskede ikke at leve, når hun havde det så utåleligt, og hun følte sig mislykket over at være i live. Hun ønskede at forsvinde.
Astrid tager kaffekoppen, og hunden bøvler lidt rundt. Udenfor er det begyndt at sne ligeså stille. Hun ser ned i kaffen, og siger lavmælt:
” Det har altid været meget svært for mig, at finde ud af hvem jeg er, og hvor jeg hører til. Jeg var altid været ustabil i samvær med veninder, og har også på den bekostning mistet en del relationer. Den ene dag var vi venner, og den næste dag orkede jeg ikke bekendtskabet, eller følte mig ubegrundet vred, og blev derfor afvisende. Jeg har i dag én rigtig god veninde tilbage”.
For Astrid begyndte problemerne i takt med teenageårene. Hun blev voldsom udadreagerende, og hun havde svært ved at styre sin vrede. Hun siger:
”På en måde ville jeg gerne være sammen med vennerne, men samtidig trak jeg mig væk. Et par år senere kom jeg i gymnasiet, og her gik jeg helt ned psykisk. En psykiater gav mig diagnosen depression”.
Astrid troede bare det var den ene episode, og sikkert udløst af belastningerne i gymnasiet, men det skulle senere vise sig at være ganske anderledes. Hun fortæller videre om sit liv:
”Efter jeg blev student, flyttede jeg på kollegie i København, og kom ind på lærerseminariet. Det tog mig 8 år at få den uddannelse, for mens jeg gik på seminariet, røg jeg ind og ud af de psykiatriske afdelinger. Det var et hårdt og vildt liv jeg levede, med fester, druk og stoffer”.
Hun siger eftertænksomt:
”Faktisk var det ikke fordi jeg elskede festerne. På en måde oplevede jeg altid, det var lidt belastende at være sammen med mange mennesker, og måske netop derfor drak jeg mig totalt i hegnet og tog stoffer. Når det hele blev for meget oppe i hovedet, ønskede jeg at forsvinde og dø. Det hele var et stort forsøg på, at medicinere mig selv væk fra det jeg, som jeg ikke kunne finde fred indeni eller sammen med”.
I dag er det 9 år siden, Astrid sidst har været indlagt. En sygeplejerske havde engang sagt til hende, at nu var det sidste chance i forhold til, hvad hendes spinkle krop kunne klare. Hvis ikke hun lagde sin livsstil om radikalt, ville hun dø.
Levertallene var voldsomt forhøjet, og skaderne som følge af piller, druk og livsstil, havde sat sine men. Så det blev vendepunktet. Astrid sukker og siger:
”En læge sagde, jeg skulle holde mig fra alkohol i mindst et år for at bryde vanen. Det gjorde jeg. På samme tidspunkt flyttede jeg væk fra byen og ud på landet, hvor jeg begyndte en anden livstil med ro, motion og natur. Her boede jeg først alene i 3 år, hvorefter jeg mødte min nuværende mand.
Jeg oplevede, hvordan naturen og haven gjorde mig godt, og hvordan de ensomme løbeture gav mig mentalt overskud”.
I dag kan hun sagtens drikke et glas øl uden at falde i druk, og hun tager kun antidepressiv medicin, som hun ikke kan undvære. Astrid sætter sig lidt op i sofaen, bliver lidt ophidset og siger:
” Jeg hader, at pressen kalder antidepressiv medicin for lykkepiller. Det er misvisende, og giver et forkert billede. Der er intet lykke forbundet ved behovet for antidepressive, men tværtimod, er det for mig og mange andre, livsnødvendig medicin.
Jeg er ikke i stand til at styre min sygdom uden medicin, ligesom en person med en somatisk lidelse, kan være afhængig af smertestillende.
For et par år siden trappede jeg ud af antidepressive med det resultat, at jeg blev dybt ustabil og ukontrolleret. Jeg blev manisk, grådlabil og havde et utåleligt liv. I det ene øjeblik var jeg manisk lykkelig, og det næste lå jeg i fosterstilling, og græd i sengen. Det endte i endnu en depression”.
Mens sneen daler lydløst, og hundenes snorken sænker aktivitetsniveauet, taler vi om, hvordan vi alle i samfundet kan være med til at mindske fordommene omkring psykiske lidelser. Med mere hjerneforskning, oplysning, åbenhed og et andet fokus på lidelserne, kan vi alle være medvirkende til en større forståelse. For folk som Astrid er det vigtigt, at andre mennesker ikke tror, hendes sygdom handler om en svaghed i sindet men, at man i stedet forstår, det er forstyrrede transmitterstofforbindelser i hjernen, der udløser sygdommen. Astrids nye diagnose borderline emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, er fornylig blevet diagnosticeret efter grundig udredning. Tanken er hun altid har haft borderline, det er bare først blevet opdaget nu.
Livsbekræftende og impulsivt siger Astrid pludseligt:
”Jeg drømmer om at blive 80 år, og gå i min have og dufte til blomsterne, mens livet passerer stille forbi. Tænk – jeg har en drøm om at blive 80 år med alle de selvmordsforsøg bag mig”.
Der bliver en naturligt pause…inden hun igen siger:
”Jeg har ændret mig meget, og selvfølgelig har det også sin pris. Der er jo meget, jeg har måttet give afkald på”.
Langsomt fortsætter hun:
”Jeg kommer nok aldrig helt til at undgå depressioner, men i dag synes jeg, at jeg har noget stabilt i mit liv, som er holdbart. Mine kodeord er ro, regelmæssighed og renlighed. Jeg har bare lyst til det her stille, lille og rolige liv, hvor jeg undgår for store udsving”.
Jeg spørger Astrid, om hun har et godt råd til alle de andre derude, som også har psykisk sygdom inde på livet, og hun siger:
”Et godt råd til andre, som er tæt på en psykisk syg, er at melde tydeligt ud. At være klar og tydelig i sproget, og fortælle åbent hvad der opleves og føles. For hvis jeg skal gå og overanalysere på, hvad mine nærmeste tænker og føler, bliver jeg også meget belastet. Tavshed er slemt. Det er ligeså vigtigt for mig, at høre om hvordan andre har det, både som personer men også i forhold til mig. Det er meget nemmere, hvis folk bare siger hvad de tænker og føler – det gør mig tryg”.
På vej hjem i bilen tænker jeg, hvor normal Astrid fremstår. Hun ser godt ud, er slank og tydeligt glad for motion. Hun er velformuleret og meget charmerende at være sammen med. Jeg ville aldrig have tænkt, der var en psykisk sygdom bag hendes personlighed, hvis jeg havde mødt hende i en anden sammenhæng. Det er en usynlig sygdom, som måske netop derfor er så svær at forstå for andre. Med mere viden og forståelse for psykiske diagnoser kan vi måske alle være medvirkende til, at det ikke længere burde værre sværere at fortælle om ”borderline” end om et ”brækket ben”.
