Det her er den første historie, i den nye serie om Sygeplejersker og Social og Sundhedsassistenter i mødet med patienter, som Sundhedsfagligblog.dk bringer.
Alle historierne fremtræder under pseudonymer, dvs. fortælleren, afdelingerne, patienterne og de andre ansatte der måtte blive omtalt fremstår under pseudonymer.
Eva 37 år – Sygeplejerske på en Medicinsk Sengeafdeling. Uddannet i 2 år, ansat i denne stilling som basissygeplejerske i 6 måneder.
Jeg vil fortælle om en helt almindelig aftenvagt, på en medicinsk sengeafdeling jeg har arbejdet på.
Klokken var kvart i tre, og jeg havde netop iført mig min uniform. Jeg låser skabet, sætter håret i hestehale, og går den lidt lange tur op til min afdeling. Jeg har ikke været på afdelingen i tre dage. Vi arbejder ofte sådan, fire vagter i træk, og så nogle fridage.
Da jeg går ind af de store døre, får jeg det velkendte sug i maven. Gad vide, hvor mange overbelægninger der er? Mon alle møder op? Bare ikke nogen bliver dårlige…..
Det er både på godt og ondt, at jobbet som sygeplejerske er uforudsigeligt. Du kan have en lortevagt eller en ganske normalvagt – der er dog flest i den første kategori .
På kontoret sidder nok mindst tyve mennesker og taler. Alle er ved at samles til mødetid klokken femten. To af dagvagtsygeplejerskerne kommer ikke til mødet, og det er allerede et dårligt tegn. De er i isolationsstuen, hvor seks ældre kvinder ligger med mavevirus. Rotavirus – hører jeg ved gennemgang af patienterne. Til dem der ikke ved, hvad det er, kan jeg fortælle, det er opkast og afføring i to dage og yderst smitsomt – så kender I det nok.
Der er otteogtredive patienter på afdelingen, hvilket betyder, vi har overbelagt med fem. De ligger på gangene med skærme opsat rundt om sengene. Jeg er den eneste sygeplejerske sammen med to social og sundhedsassistenter. Det er helt normalt, vi er aldrig flere i aftenvagt.
En stresset yngre sygeplejerske har ikke kunnet nå at sætte alt IV i dagvagten, og overbringer mig opgaven med, at sætte IV op til de sidste patienter. Det er Intravenøst medicin, blod eller væske. Jeg skynder mig ud for at få det klaret, inden jeg læser om patienterne på computeren. Klokken er allerede seksten, da jeg er færdig, og vil gå tilbage på kontoret, for lige at danne mig et overblik. Men jeg når ikke så langt, for tre pårørende griber fat i mig – desperate og tydeligvis forvirrede. De fortæller en masse om en indlagt far, der hedder Poul – jeg aner ikke hvem det er – hvad skal der ske med ham ? spørger de mig. – Skal han på plejehjem eller have mere hjemmehjælp ?
Omsorgsfuldt taler jeg med de pårørende, og lover at vende tilbage om ti minutter. De kan tage en kop kaffe imens, og så skal jeg nok have læst lidt op sagerne, så jeg kan informere dem bagefter.
Så sætter jeg mig ved computeren og logger ind. – Puh – tænker jeg, og når kun at læse den første linje, da alarmklokken ringer.
Tilbage efter otte minutter. Det var ikke alvorligt, men en dame skulle hjælpes af toilettet, og havde ved en fejl fået trykket nødhjælp. Se – nu begynder tiden virkelig at skride. Mine to kollegaer kører lidt deres eget ræs, de giver kaffe, hjælper i isolationen, og gør klar til aftensmad. De har skam også rigeligt at se til. Det er kun sygeplejersken som må give IV. Vi kan alle tre give medicin – men det er mig, der gør det i aftenvagten – vi tager alle tre værdier og dokumenterer, værdier er blodtryk, temperatur og blodsukker m.m.
Mit hjerte banker nu heftigt og jeg småsveder. Jeg går ud for at finde de pårørende, og forklare dem situationen omkring deres far. De brokker sig lidt over ventetiden, men det hjælper, da jeg lytter og forklarer dem, hvad der nu skal ske. Bagefter vil jeg gerne hilse på deres far – Poul, jeg mangler et ansigt at sætte på, og finder ham på stue tre. Her får jeg samtidig hilst på de andre fem herrer, der også ligger derinde. Nogle af dem har været her længe, og jeg har mødt dem før. De er muntre, og har en hyggelig tone, så jeg smiler, griner og det hjælper faktisk meget på stressniveauet. De bliver endnu mere muntre af mit smil og min latter. Det varmer os alle sammen. At holde i hånd, have tid til at give medicin og tale imens, få en hel stue til at more sig, – Ja, det er det, der giver mening.
Men det tog for lang tid med de pårørende, så nu skal jeg skynde mig med at hælde medicin op til alle ottetredive patienter, og have gjort IV klar til næste omgang. Da jeg deler medicin ud, har de fleste patienter netop fået deres madbakke, og jeg får lidt småbrok med på vejen over, at medicinen skulle være kommet før maden osv. Det trættende ved denne form for brok er, at jeg altid er bagud i mit arbejde, ligegyldigt hvad eller hvem jeg prioriterer. Jeg vil aldrig kunne nå at gøre alle tilfredse.
Da jeg skal ind for at sætte en af de sidste poser IV op til en ældre dement herre, sidder han nøgen i sengen, smurt ind i urin og afføring og med en uberørt madbakke foran sig på natbordet. Det vil tage lang tid at bundskifte ham, men samtidig forbyder mit menneskesyn mig, at sætte IV op på et menneske, som sidder sådan i denne tilstand. Så derfor bruger jeg mere end en halv time på at skifte og vaske manden, sætte IV op og hjælpe ham i gang med maden. Mine to kollegaer dukker op, og siger: – hvor bliver du af? Vi skal spise….
Jeg fik aldrig spist i denne vagt, for der var for mange uløste opgaver. For mange dårlige patienter og pårørende, som havde spørgsmål.
Jeg er et omsorgsfuldt, pligtopfyldende og sensitivt menneske, som valgte sygeplejen for, at kunne bruge mine evner positivt. Sygeplejerskeuddannelserne skulle hellere søge efter – Hårde, kyniske og robuste personer, der mangler empatisk indlevelse.
Da nattevagten kom klokken treogtyve, var jeg netop blevet færdig med et lægeopkald vedr. en patient, der pludselig havde niogtredive i feber, jeg manglede her stadig at dokumentere, og måske endda – tage et glas saftevand.
