Her kommer anden del af serien om plejepersonale i mødet med patienter.
Denne fine artikel er skrevet af Social og Sundhedsassistent Louise.
Louise er 35 år og arbejder på et ældrecenter.
Jeg møder ind kl. 7.30, og påbegynder at lave bakker til de af borgerne, som ikke spiser i spisestuen. Herefter går jeg ind på kontoret og laver planer, hvis de da ikke er lavet om eftermiddagen dagen før – hvilket de sjældent er. I fællesskab fordeler vi borgerene ud fra kontaktperson og øvrige opgaver.
Som assistent har jeg ansvaret for at uddeligere assistentopgaverne, hvor hjælperne er lært op i det meste, såsom viskøse øjendråber, skift af exelon plaster, inhalationer mm. Assistentopgaver, såsom komplekse opgaver samt doseringer og skift af smerteplastre mm. fordeles efter at borgerne er fordelt. Det betyder at jeg ofte som assistent, har mange flere arbejdsopgaver end mine hjælperkollegaer.
For det meste er vi 2 assistenter og 3-4 hjælpere til 20 borgere, så nogle vil måske mene, at vi er godt nomeret. I sjældne tilfælde er vi 3 assistener, men indimellem er man også ene assistent til de 20 beboere. Selvfølgelig har vi nogle super dygtige sygeplejersker, som vi kan trække på, men de vil selvfølgelig helst, at vi klarer så meget som muligt selv, da de også kører ude i byen.
Jeg ville hellere end gerne klare assistentopgaverne selv, men nogle dage kan jeg være for presset til bare at nå 2 medicindoseringer, og er derfor nødt til at få sygeplejersken til at hjælpe, trods hun sikkert har lige så travlt – hvis ikke mere travlt. Det er også os assistenter, der skal trækkes på først, hvis der er spørgsmål om en borger, eller hvis én bliver dårlig. Så vi assistenter bliver hurtigt meget pressede, og især på den afdeling jeg primært er tilknyttet, som er et aflastnings – og genoptræningsafsnit for komplekse borgere. De kommer fra sygehuset eller fra eget hjem, fordi de af mange årsager ikke kan være derhjemme eller venter på en plejehjemsplads. På en arbejdsdag er det ikke unormalt at få flere opkald fra hjælperne, som gerne vil have mig til at kigge på en ting eller to.
Jeg bliver rigtig frustreret, når jeg ikke når mine arbejdsopgaver, og jeg kan desværre ikke lade være med at blive en smule irreteret på mine søde kollegaer, når de dagligt kan holde en uofficiel pause allerede ved ti – tiden. Det er langt fra, jeg kan det. Nogle dage når jeg ikke at få vådt eller tørt før lige inden, vi skal lave middagsbakker.
Jeg elsker mit job, jeg elsker ansvaret, men engang imellem tænker jeg, at hvis hjælperne blev oplært til mere, kunne vi alle hjælpe hinanden bedre. Arbejdsopgaverne kunne blive fordelt mere jævnt mellem sygeplejersker, assistenter og hjælpere. Det er nemlig også ofte, at sygeplejersken der kommer til morgenrapport har opgaver med, som hun gerne vil have, at vi assistenter tager os af, udover det vi har i forvejen. Så her skal vi være gode til at sige fra og til, og det er jeg ikke altid så god til, fordi jeg så gerne vil udføre assistentopgaverne.
Der er aldrig 2 dage der er ens. På aflastnings- og genoptræningsafdelingen kan vi have flere komplekse borgere på samme tid, og vi kan have perioder, hvor alle er mere eller mindre selvhjulpne, det svinger – og man ved aldrig, hvad man præcist møder ind til, hvilket jeg egentligt synes er spændende, men det betyder også, at i perioder er der de flere arbejdsopgaver til få assistenter.
En god arbejdsdag for mig er, når jeg føler, at jeg har tid til at lytte til den enkelte borger, høre deres livshistorie, og deres årelange erfaringer. Når jeg kan give mig tid til at gøre en ekstra lille ting, som betyder så meget, f.eks. at give de kedelige blomster i vindueskarmen lidt vand, eller hjælpe med at ligge deres vasketøj pænt på plads, mens vi sludrer.
De dage hvor jeg kan mærke helt inde, at i dag lever jeg fuldt op, til den faglighed jeg har, og får støttet den enkelte i deres egenomsorg, og i den rehabiliteringsprocces som de er i, på hvert deres niveau, samtidig med – at jeg når mine assistentopgaver, dét er en god arbejdsdag.
I de perioder vi kører på minimumsbemanding, synes jeg til tider, det kan være svært at se sig selv i øjnene, og gå hjem med den gode følelse af, at jeg har gjort en ekstra forskel i dag.
I de pressede perioder er vi nødt til at sige til os selv og hinanden, at ”det bliver med søsters kærlige hånd i dag,” men det lever ikke helt op til den faglighed, jeg så gerne vil. Sådan er realiteten nu engang blevet, og så er det med, at give den bedste pleje ud fra det man har at gøre godt med.
Selv ledelsen siger, at det må blive med søsters kærlige hånd, når vi er pressede.
