Den dag min mor døde af Alzheimer

Sidste sommer år 2016 døde min elskede mor af sygdommen Alzheimer. Hun blev 73 år gammel. De sidste år af hendes liv havde vi allerede mistet hende til den frygtelige sygdom. Hun forsvandt ligeså stille, dag for dag, fra at være den dejlige, kærlige mor og mormor hun var, før hun blev syg.  De sidste måneder hun levede, står stadig den dag i dag, som det værste jeg nogensinde har oplevet. Besøgene på plejehjemmet, hendes skrig og gråd, mit savn efter min mor.

Kort efter hun gik bort, skrev jeg dette her om; “Den dag min mor døde”.

D. 23. september 2017 går jeg og mine døtre på gaden, og samler ind til forskning og til støtte og rådgivning til alle der er berørt af demens. Vi vil især tænke på vores elskede og savnede mor og mormor.

Billedet her malede min mor, et halvt år før hun døde. Før hun blev syg, var hun meget dygtig til håndarbejde.


Den dag mig mor døde

Solen bagte over den Italienske Garda kyst. Der var nok 31 grader i skyggen denne dag. Der duftede af rosmarin, varm jord, klor og varme havegrille. Vi gik den stejle tur ned af den skrånede campingplads, mens vi nød udsigten over Gardasøen. Mod nord strakte Alperne sig højt og hvidtippet mod himlen, og mod syd lå det flade og mere fremkommelige Italien. Vi havde brugt en dejlig dag med børnene i det store poolanlæg, og var nu tørstige efter koldt vand, snacks og måske et glas god vin nede ved campingvognen.

At vi som familie, overhovedet var kommet helt til Italien med campingvogn denne sommer, var lidt af et mirakel. Denne sommer var det ligesom om, det hele havde spændt ben for os. Få dage før, vi skulle have været kørt afsted, på årets sommerferie, blev jeg nemlig en tidlig morgen ringet op af plejehjemmet, om at min far pludselig var død. Dette udsatte selvfølgelig ferien, for der var meget at få styr på. Men dagen efter min fars bisættelse, kørte vi alligevel på ferie. Det skal siges, at min far var 82 år, og havde været kronisk syg de sidste 20 år at sit liv. Hans dødsfald var på en eller anden måde forventeligt.

Da vi kørte mod Italien, var det med mange overvejelser i mente. Vi vidste nemlig godt, at min mor var i sidste stadie af Alzheimers sygdommen, og at hun måske ville dø indenfor de kommende seks uger. Vores plan var, at være afsted i blot 10-14 dage. Børnene argumenterede sagligt for ferien, da de mente mormor måske ville være lang tid om at dø, og vi så aldrig kom på sommerferie overhovet. Jeg, som sygeplejerske, kender kun alt for godt teorien om, at man tror nogen er ved at dø, og så pludselig sidder de op storsmilende og spiser morgenmad. Så vi tog på ferie, vel vidende, at noget kunne ske, men at det ligeså godt kunne vente – endda meget længe.

Denne dejlige dag, d. 16. Juli. 2016. Vi havde badet og spist pizza til frokost, og kom glade ned til campingvognen og satte os. Spillekort og guf blev hevet frem, og vi skulle lige nyde en hyggestund sammen, inden vi gik langs søen, til den lille livlige by, for at spise endnu et fantastisk italiensk måltid på en lokal restaurant. Men denne aften kom min mand alvorligt ud til mig, med min mobiltelefon i hånden fremstrakt, og med et alvorligt ansigtsudtryk. Allerede her, vidste jeg kun alt for godt, hvad der var i vente. Han sagde: – Din søster har forsøgt, at ringe til dig fem gange indenfor den sidste time. 

Mit hjerte sprang adskillige slag over, og jeg mærkede en iskold kulde snige sig ind på ryggen af mig. På trods af varmen i aftensolen. Jeg lukkede øjnene i, og trak vejret dybt, da jeg rejste mig, og tog telefonen i min nu rystende hånd. Alting gik underligt langsomt, som om øjeblikket kunne fryses forevigt. Jeg kunne dog ikke bremse tiden, og ringede min søster op. Min mor havde netop åndet ud, 90 min. forinden. Fredsfyldt og godt fyldt op af morfin. Min mor blev 73 år, og var meget syg de sidste tre år hun levede. Hun boede på demensplejehjem, de sidste syv måneder inden hendes død.

Vi kørte hjem mod Danmark nogle dage senere. Min mor blev lagt på køl, og kunne derfor vente lidt med bisættelsen. Den lange tur hjem til Danmark, var på en måde så underlig. Jeg havde virkelig ikke lyst til at komme hjem, og tage til min egen mors begravelse, og alligevel ville jeg gerne meget hurtigt hjem.


Sorgen der mildnes med tiden

Nu er det lidt over et år siden, jeg mistede hende. Jeg tænker ofte på hende, og glædes ved mine minder. Værst var den første jul uden hende. Duften af brunkager, som hun elskede, var næsten ubærlig uden hende. Som tiden nu går, har jeg vænnet mig til, hun ikke er her længere. Hun er i mine minder og tanker, og til tider kan det pludselig føles, som om hun er omkring mig på et åndeligt plan.

Hun bar mig i ni måneder, hun gav mig livet i fødslen, hun trøstede mig, og hjalp mig som voksen, når jeg havde brug for hende. Hun var mormor, til mine egne tre piger, og hun elskede dem. Hun elskede, at være sammen med dem, og de elskede hende.

Nu har du en skytsengel, mor. Sagde min yngste datter netop, som vi modtog beskeden om hendes død. – Ja Hvem ved ? – Måske går hun virkelig ved min side.

Sundhedsfagligblog.dk, Artikler, Patienthistorier, Sundhedsfaglige temaer & Boganmeldelser, til dig med sundhedsfaglig interesse. God læselyst... Frontier Theme