Når kommunerne skærer i de administrations takster, der tidligere har været højt prioriteret på landsplan, går det i sidste ende ud over borgerne og handicaphjælperne.
For at kunne tildeles en såkaldt BPA ordning, Borgerstyret Personlig Assistance, skal du være handicappet, og ude af stand til selv at udføre almindelige dagligdags gøremål.
Ofte er borgeren i kørestol, med dårlig funktion af arme og ben. Måske endda uden almindeligt sprog, og måske endda også med en respirator tilkoblet. Nogle gange har den handicappede brug for hjælp alle døgnets timer.
Når en borger tildeles en BPA ordning, skal han eller hun selv ansætte et hold af hjælpere. Typisk ansættes fem til syv hjælpere. På skift arbejdes der hos borgeren i en planlagt vagtplan. Nu er borgeren pludselig arbejdsgiver og arbejdsleder over sit eget hold af handicaphjælpere. Der skal udbetales løn, pension, sygeløn og de ansatte skal indberettes til kommunerne ved sygdom. Bliver en hjælper gravid, skal der søges refusion ved graviditetssygemeldinger og køres barsel – med eller uden løn. Der skal tilmed tegnes forsikring, og findes vikarer ved sygdom. Nå – ja – og så var der jo lige årsregnskaber og sygdomsfakturering.
Jeg kan godt forstå, rigtig mange borgere med en BPA vælger, at lade et privat firma stå for alt det tunge administrative arbejde.
Der er udarbejdet en overenskomst, som gælder for handicaphjælpere. Den bør kommunerne følge. Problemet er bare, at i nogle kommuner hersker der en form for autonomt selvstyre, da flere kommuner vælger, at se bort fra handicaphjælpernes overenskomst, og dermed selv sætte deres egne løn takster for hjælperne, og administrations takster til firmaerne.
Der findes ikke nogen fælles lovgivning gældende for hele Danmark, hverken for administrations takster eller løn satser til hjælperne. Det vil sige, at i praksis kan en handicaphjælper få højere løn ved at vælge, at arbejde hos en handicappet i nabokommunen.
Det betyder også, at mange private firmaer ikke har en chance for at køre en BPA ordning, når kommuner sætter administrations taksten helt ned til tre kr. i timen. Det er 2.232,00 kr. om måneden.
I det budget bliver der altså ikke råd til meget vikardækning, sygefraværssamtaler eller anden “luksus”.
De mindre firmaer har generelt røde tal i deres regnskaber, og vil før eller siden ende med at gå konkurs. De større private firmaer, kan måske økonomisk klare sig, hvis de altså har andre indtægter i virksomheden. For driver man firma udelukkende på BPA ordninger, kan det vist kun give underskud i forretningen. Det er lidt trist, da det i sig selv mindsker mangfoldigheden i branchen, og dermed giver et ringere udbud af muligheder for den enkelte borger.
I takt med så lave takster, må de private firmaer skære kraftigt ned på servicen overfor borgerne og hjælperne. Det er synd, for det er hårdt arbejdende handicaphjælpere, og alvorligt syge og handicappede mennesker, det i sidste ende går ud over. Dårligere hjælp og service er overraskende nok, resultatet af så kraftige nedskæringer. Præcis, som vi kender det fra sygehuse og hjemmeplejen.
Handicaphjælpere er ofte ufaglærte hjælpere, som gør en kæmpe forskel for det enkelte syge eller handicappede menneske, der arbejdes for. Det er en overset gruppe hårdt arbejdende mennesker, som fortjener langt bedre løn og arbejdsforhold.
